Pressemeddelelse -
Byggeaffald bliver til 20 nye rækkehuse i Ørestad Syd
I den sydlige del af Ørestad toner 20 nye rækkehuse lige nu frem. Det er der som sådan ikke nogen nyhed i; der bygges masser af nye boliger i Ørestad Syd. Det nye – og unikke – er, at rækkehusene er bygget af upcyclede byggematerialer, som får nyt og forlænget liv i de kommende, moderne rækkehuse, der har rejsegilde den 30. maj.
Genbrugsbeton til råhuset, genanvendte termoruder til facadepartierne og facadebeklædning og gulve af frasorterede planker fra Dinesen gulve. Det er er alt sammen materialer, der skulle have været byggeaffald, men som nu er upcyclet til at danne de nye, moderne rækkehuse, Upcycle Studios, i Ørestad syd.
En grøn realitet
Bag projektet står Arkitektgruppen og NREP, som bygherrer, MOE som rådgivende ingeniører og Lendager Group, både som arkitekt og som dem der står for udviklingen og leveringen af de upcyclede byggematerialer.
Robin Feddern, som er adm. direktør i Arkitektgruppen, er begejstret for, at Upcycle Studios snart kan fejre rejsegilde og dermed er et skridt tættere på at blive en grøn realitet:
-Hos Arkitektgruppen synes vi, det har været virkeligt spændende at stå for byggeriet af Upcycle Studios. For spørgsmålet i byggebranchen har jo været, hvordan vi reelt kan bruge al den viden, vi efterhånden har om genanvendelighed og bæredygtighed. Hvordan kan vi konvertere det til levende byggeprojekter, som mennesker kan bo i, og som også er økonomisk bæredygtige, spørger Robin Feddern. Han mener, at Upcycle Studios giver en del af svaret:
- Her får vi nye boliger, der er ekstremt bæredygtige, men samtidig ikke går på kompromis med hverken æstetik, funktionalitet eller kvalitet. Så jo, vi er begejstrede for at kunne virkeliggøre nogle af de idealer og ideer, som længe har været efterspurgt, og som nu omsættes i nogle attraktive rækkehuse, fortællerRobin Feddern.
80% mindre CO2
Upcycle Studios har, både under byggeriet, og når beboerne er flyttet ind, et meget lavt energiforbrug. Og man regner med, at bebyggelsens samlede CO2-regnskab bliver reduceret med op til 80%. Også hos NREP, som sammen med Arkitektgruppen er bygherre på Upcycle Studios, er bæredygtighed i byggeriet en vigtig værdi
-Allerede i byggefasen har vi sat et markant mindre CO2-aftryk end i andre byggeprojekter ved at bruge upcyclede materialer. Men også i beboernes kommende, daglige forbrug vil de reducere miljøbelastningen betydeligt. Det skyldes, at hovedparten af elektriciteten i Upcycle Studios kommer fra solceller og at varmen til radiatoranlægget og til det varme brugsvand tilvejebringes af luft til vand-varmepumper, som henter energien i udeluften. På den måde har boligerne ikke brug for at blive tilsluttet en ekstern varmeforsyning, fortæller Steen Jønsson, som er udviklingsdirektør i NREP.
Den fortsatte udvikling af nye, bæredygtige løsninger i projekterne er et vigtigt fokusområde for både Arkitektgruppen og NREP, både i virksomhedernes samarbejder og hver for sig.
Bygherren regner med, at de bæredygtige rækkehuse, står indflytningsklar i oktober 2018.
Emner
Regions
Arkitektgruppen blev stiftet i 1986, og siden er der sket en del. Udgangspunktet er dog det samme: at skabe attraktive bolig- og erhvervsbyggerier, som afleveres til den aftalte tid, pris og kvalitet. Og altid med omtanke for investorerne, nærmiljøet og de mennesker der skal bo og arbejde i bygningerne. I dag er Arkitektgruppen en af de vigtigste aktører i branchen med over 6.000 boliger bag sig. Og CVR-nummeret er i øvrigt stadig det samme som før finanskrisen. Soliditet og kontinuitet er nemlig nøgleord. Det handler om, at vi ikke bare er en boligfabrik, men en virksomhed, der skaber plads. Hjem, der er bygget til mennesker og skabt med omtanke. Og af en kvalitet, der kan tåle livet.