Pressemeddelelse -
NREP og AG Gruppen opfører ca. 400 nye, bæredygtige boliger i Københavns Sydhavn
Københavns største ejendomsinvestor NREP og projektudviklingsselskabet AG Gruppen har indgået aftale om at opføre ca. 400 nye 1-5 værelses boliger, et plejecenter samt en kommunal daginstitution i Københavns Sydhavn. De første boliger vil stå klar i 2022.
Projektet vil blive opført efter høje standarder inden for bæredygtighed, og boligerne bliver certificeret til DGNB Guld. Netop den grønne profil er en vigtig del af NREP og AG Gruppens samarbejde, og bæredygtighed er tænkt ind i hele det nye projekt i Sydhavnen, fortæller partner Rune Kock.
”Vi går målrettet efter at investere i bæredygtighed og i boliger, der er til at betale i København. Det vil det nye byggeri fuldt leve op til,” siger han og fremhæver, at der er tænkt grønt både i forbindelse med byggematerialer og energiforbrug over biodiversitet til løsninger, der tilbyder en mere sund og bæredygtig livsstil for de kommende beboere.”
Han fortsætter, ”Vi har et godt og langvarigt samarbejde med AG Gruppen med fokus på bæredygtige løsninger. Sammen har vi blandt andet opført de visionære Upcycle Studios og Ressourcerækkerne i Ørestad Syd, hvor omdrejningspunktet har været genbrug og upcycling af byggematerialer.”
Også Robin Feddern, adm. direktør i AG Gruppen, glæder sig over den nye aftale og det fortsatte samarbejde med NREP.
”Med over 1000 boliger opført i fælles Joint Venture har vi i NREP en solid og god samarbejdspartner, som passer rigtig godt til vores DNA og måde at arbejde på. Vi glæder os meget over den nye aftale og over det nye projekt, som vi sammen er ved at udvikle. Her bliver der lagt vægt på moderne kvalitetslejligheder i klassisk arkitektur, hvor der er tænkt meget i fællesskaber og gode, grønne udearealer for de kommende beboere.”
Masser af grønne indtryk
I alt bliver der tale om ca. 28.000 kvm. nye boliger, 9.500 kvm. plejecenter samt en daginstitution på ca. 2.900 kvm, som opføres i et område, der i dag er en del af et blandet erhvervsområde, og som vil binde de nye bykvarterer på Teglholmen og Sluseholmen sammen med det gamle Sydhavnen. Det nye boligbyggeri bliver opført lige ved den kommende metrostation ved Mozarts Plads, der åbner i 2024.
Det er Årstiderne Arkitekter, som med inspiration fra Sydhavnens traditionelle boligarkitektur og industrielle reference har tegnet boligerne, mens plejecenteret, som vil vende ud mod Sydhavnsgade og få en karakteristisk facade med bl.a. ”hængende haver” i form af en grøn altangang, er tegnet af Vandkunsten.
Boligerne bliver fra 1 til 5 værelser for at imødekomme de mange singler og forskellige familieformer i København. De opføres i tre selvstændige karrebebyggelser med hver sin identitet og placeres ud mod Borgmester Christiansens Gade, der samtidig ændres til en grøn gade med træer.
Byggeriet opføres i op til 6 etager med en variation i tagformer; sadeltage som skaber sammenhæng til områdets eksisterende bebyggelser og flade tage som aktiveres med fælles tagterrasser og væksthuse/beboerlokale.
Opførslen af boligerne forventes påbegyndt i anden halvdel af 2020, og de første vil stå færdige i 2022.
Om NREP:
NREP blev stiftet i 2005 og er i dag en af de ledende kapitalforvaltere inden for fast ejendom i Norden. Siden begyndelsen har de gennemført mere end 200 ejendomsopkøb samt udviklingsprojekter i Norden, og de er en af de bedst performende i branchen.
Related links
Emner
Kategorier
Regions
AG Gruppen blev stiftet i 1986 under navnet Arkitektgruppen, og siden er der sket en del. Udgangspunktet er dog det samme: at skabe attraktive bolig- og erhvervsbyggerier, som afleveres til den aftalte tid, pris og kvalitet. Og altid med omtanke for investorerne, nærmiljøet og de mennesker der skal bo og arbejde i bygningerne. I dag er AG Gruppen en af de vigtigste aktører i branchen med mere 8.000 boliger og erhvervsbyggerier bag sig. Det handler om, at vi ikke bare er en boligfabrik, men en virksomhed, der skaber plads. Hjem og arbejdspladser som er bygget til mennesker og skabt med omtanke - og i en kvalitet, der kan tåle livet.