Pressemeddelelse -
AG Gruppen skal opføre DGNB-guld certificeret andelsboligprojekt i Nærheden
NærHeden P/S og AG Gruppen har indgået aftale om andelsboligprojektet Cikoriehaven, som skal opføres i den østlige del af den nye bydel Nærheden og består af både rækkehuse og lejligheder.
For hver dag, der går, tager Nærheden mere og mere form som en rigtig bydel. Boliger skyder op, en skole er ved at blive bygget, en dagligvarebutik tæt på at åbne, og mennesker befolker den hastigt voksende bydel.
AG Gruppen bliver nu en del af udviklingen, idet der netop er indgået aftale om opførelse af andelsboligprojektet Cikoriehaven med 110 boliger. Bebyggelsen, som bliver fra 2 – 6 etager, er varieret med både rækkehuse, opgangshuse, punkthuse og et parkeringshus. Byggeriet opføres i tegl i forskellige røde og gule nuancer. Det er TNT Arkitekter, der har tegnet projektet.
”Vi er utrolig glade for, at AG Gruppen vil opføre et andelsboligprojekt hos os. Der er i høj grad brug for forskellige typer af boliger og ejerformer på markedet, og her er andelsboliger en spændende ejerform. Og så er vi glade for at skulle samarbejde med en solid og erfaren partner som AG Gruppen”, fortæller direktør i NærHeden P/S Ole Møller
Andelsboligprojektet er opkaldt efter blomsten Cikorie, og den grønne tankegang er gennemgående for hele projektet, som opføres efter bæredygtighedscertificeringen DGNB-guld. Det grønne gårdrum danner rammen om andelsforeningens fællesskab med legeplads, udekøkken og fælleshus, der understøtter det gode naboskab og kan bruges året rundt til fællesspisning og andre sociale sammenkomster. Der er lagt vægt på at trække områdets vilde natur ind i gårdrummet, som får en naturlig og engagtig beplantning, som fremmer biodiversiteten og begrænser driftsomkostningerne for de kommende beboere. Alle får naturligvis egen altan eller terrasse til boligen.
AG Gruppens adm. direktør Robin Feddern er glad for den nye aftale med NærHeden P/S og ser frem til at skulle i gang med andelsboligprojektet:
”Vi ser et stort potentiale i Nærheden, som er en spændende ny bydel med ideelle rammer for en nem hverdag og stærke fællesskaber. Her bor man tæt på naturen og grønne omgivelser; men samtidig bynært og med transportmuligheder, uddannelse og indkøb lige uden for døren. Det tiltaler både unge og ældre. I Cikoriehaven har vi derfor lagt vægt på at gøre plads til diversitet og mangfoldighed i foreningen med forskellige boligstørrelser og -typer, så vi henvender os til flest mulige familieformer og livsfaser”, siger han. Salgsstart forventes i foråret 2021.
NærHeden P/S er et partnerskab mellem Realdania By & Byg og Høje-Taastrup Kommune. Når bydelen er fuldt udviklet, vil der være omkring 3.000 boliger i bydelen. I løbet af det næste halve år vil omkring 700 boliger være færdigbyggede og en stor del af disse indflyttet. Hertil kommer yderligere 700 boliger, som der er solgt byggeret til, og som skal opføres over de næste år.
Er du interesseret i at modtage nyheder om Cikoriehaven, kan du skrive dig op her: aggruppen.dk/cikoriehaven
Emner
Kategorier
Regions
Om AG Gruppen
AG Gruppen blev stiftet i 1986 og er en full-service ejendomsudvikler, som skaber attraktive bolig- og erhvervsbyggerier, som afleveres til den aftalte tid, pris og kvalitet. Og altid med omtanke for investorerne, nærmiljøet og de mennesker der skal bo og arbejde i bygningerne. I dag er AG Gruppen en af de vigtigste aktører i branchen med mere 7.500 boliger og erhvervsbyggerier bag sig: Hjem og arbejdspladser som er bygget til mennesker og skabt med omtanke - og i en kvalitet, der kan tåle livet.