Pressemeddelelse -
AG Gruppen og Home.Earth indgår langsigtet samarbejde
AG Gruppen og Home.Earth har i dag indgået aftale om, at Home.Earth bliver medejer af AG Gruppens 279.000 m2 store ejendom på Københavnsvej i Køge. Formålet er sætte et stærkt team, der sammen kan omdanne grunden. Grunden er i dag nedlagt fabrik og lukket for offentligheden. Visionen er at åbne og skabe et nyt levende område i en enestående naturskøn placering lige ud til Køge Bugt
”Vi er glade for og ser frem til samarbejdet med Home.Earth. Vi ser et meget stort potentiale i Køge, som vi nu sammen med Home.Earth skal begynde at realisere. I AG Gruppen arbejder vi dagligt med kvalitet og bæredygtighed og har naturligvis fulgt med i Home-Earths projekt i Hedehusene, hvor de har sat en ny standard for branchen og vist at høje ambitioner på bæredygtighed og kvalitet kan gå hånd i hånd. Sammen ser vi et stærkt team, der nu skal samarbejde om den videre udvikling” siger Robin Feddern, bestyrelsesformand i AG Gruppen.
”I Home.Earth er vi meget stolte af, at få muligheden for at arbejde sammen med AG Gruppen i omdannelsen af det tidligere fabriksområde. AG Gruppen er en af Danmarks absolut dygtigste udviklere, med meget stærke kompetencer indenfor udvikling og byggeri, som vi glæder os til at lære af. Ligesom AG Gruppen ser vi derfor rigtigt gode synergier i det fælles samarbejde og glæder os til at komme i gang” siger Rasmus Nørgaard, stifter af Home.Earth
Grunden har en særlig historie i Køge. Historisk har den været en stor arbejdsplads, også for mange af byens borgere, der siden 1934 har arbejdet i produktionen ved det tidligere Kemisk Værk Køge. Produktionen lukkede i 2020 og siden da har grunden været lukket. Grunden indgår som et udviklingsområde i Køge Kommunes seneste kommuneplan. AG Gruppen erhvervede i januar 2025 grunden fra den tidligere ejer, og med dagens aftale har Home.Earth erhvervet 20% ejerskab af det fælles selskab. Næste og første skridt er i samarbejde med myndighederne at igangsætte en plan for oprensning og udvikling af grunden.
Fakta om AG
AG Gruppen blev stiftet i 1986 og er en full-service ejendomsudvikler, som skaber attraktive bolig- og erhvervsbyggerier, som afleveres til den aftalte tid, pris og kvalitet. Og altid med omtanke for investorerne, nærmiljøet og de mennesker der skal bo og arbejde i bygningerne. I dag er AG Gruppen en af de vigtigste aktører i branchen med mere end 9.000 boliger og erhvervsbyggerier bag sig: Hjem og arbejdspladser som er bygget til mennesker og skabt med omtanke. Og i en kvalitet, der kan tåle livet.
Fakta om Home.Earth
Home.Earth udvikler bæredygtige boliger i Storkøbenhavn. Home.Earth fokuserer på at skabe gode hjem, som både mennesker har råd til, og som planeten kan holde til. Home.Earths boliger kombinerer ansvarlig arkitektur med nye forretningsmodeller, så beboerne får tryghed og fællesskab, mens de samtidig bidrager til byens udvikling.
Home.Earths første egenudviklede projekt åbnede i maj i Hedehusene. 158 højkvalitets boliger med Danmarks hidtil laveste Co2 aftryk (4,7 kg Co2/m2) for et etagebolig byggeri, samt DGNB Planet certificeret.